Dirigent Kai Helmer Senstius (15.12.1889 København – 1.8.1966 Odense)

Kai Senstius blev født i et lærerhjem og fik som barn musikundervisning af sin mor, som var en habil sangerinde. Han var elev på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra 1909, hvor han studerede violin og orgel og tog organisteksamen 1911. I 1912 blev han lærer ved Bornholms Højskole, hvor han skabte koret Canto, med hvilket han opførte en række store klassiske korværker.
I 1921 forlod Senstius skolen og blev musiklærer i Rønne.
Fra 1924 blev han organist ved Vor Frue kirke i Odense, senere tillige kantor.
I Odense udfoldede han en betydelig aktivitet også uden for sin kirke, bl.a. som musik- og sanglærer ved Odense Katedralskole (1936-47) og ved Sct. Knuds Gymnasium, og som leder af Odense Madrigalkor, Odense Korforening og Herrekoret Arion og som kredsdirigent i Dansk Korforenings Fynskreds. Kai Senstius var tillige en effektiv initiativtager ved dannelsen af Odense Byorkester i 1946.
Som koncertgiver specialiserede Senstius sig i høj grad i Palestrinatidens vokalpolyfoni, f. eks Marcellus messen, og om hovedværkerne af barokkens oratorier og fik derigennem betydning for hele det fynske koncertliv.

Indimellem fik han lejlighed til også at opføre sine egne kompositioner, der omfatter over et halvt hundrede opus inden for alle musikkens genrer. Han startede allerede i bornholmstiden, da han debuterede med Tre danske sange, som vandt førstepris i en konkurrence, hvor bl.a. Carl Nielsen og P.E. Lange-Müller sad i bedømmelsesudvalget. Hans tonesprog er velskrevet og flydende og udviklede sig fra senromantikken til en moderat modernisme med rødder i de bedste traditioner. Som komponist var Kai Senstius trods afbrydelse af alvorlig sygdom virksom til det sidste. Man sporer en vis påvirkning af den beundrede Carl Nielsen, som Senstius kendte personligt. Af hans værker kan nævnes operaen Dionysosfesten (1911), skoleoperaen Den danske Stil (1940), balletten Cosmos (1932), en betydelig række oratorier og kantater, symfonier og andre orkesterstykker, samt mange kammermusikværker for alle mulige besætninger, orgel- og klaverværker, solo- og korsange. Mange af hans værker har været opført i udlandet og i radio.
Kai Senstius beklædte adskillige tillidsposter, deriblandt som bestyrelsesmedlem i Danmarks Sanglærerforening og i Dansk Organist- og Kantorsamfund. Han modtog Lange-Müller-legatet, Raben-Levetzaus og det Anckerske legat, og blev Ridder af Dannebrogordenen 1952.
Kai Senstius virkede som pædagog, sang- og musiklærer for alle klasser ved Sct. Knuds Mellemskole og Gymnasium fra 1936-1958. Gymnasiet var grundlagt i 1853 af Frk. Louise Winteler som en skole for piger. Først i 1940 flyttede gymnasiet fra Klostervej 8 til bygningerne på hjørnet af Engvej og Læssøegade 154, og begyndte samtidig at optage drenge. Senstius havde altså i de først år kun pigeelever. Først omkring 1942-43 begyndte der at komme balance mellem piger og drenge i klasserne, hvilket også fik betydning for mulighederne for flerstemmig korsang. Senstius var en dygtig sanglærer, som var god til af udvikle sangernes stemmer og lysten til at synge. Han underviste i vejrtrækning, stemmeteknik, -pleje og klangdannelse, og eleverne blev meget bevidste om deres stemmes nuancer, klangmuligheder, spændvidde, udholdenhed mm. Senstius kunne udvælge elever med gode stemmer, og sangere, som var gode til bladsang til gymnasiets sang- og koraktiviteter, og rigtig mange af hans elever søgte ind i kor efter real- og studentereksamen.
Ved forskellige lejligheder på gymnasiet, som f.eks. det årlige skolebal i marts, blev der dannet (projekt)kor, hvor alle gymnasiets elever var med. Fra 1932 – og helt frem til at Carsten Mollerup ca. 1960 satte anden musik på programmet – var det f.eks. en fast del af den årlige translokation på Sct. Knuds Gymnasium, at synge en kantate komponeret af Kai Senstius forgænger, Jens Chr. Hæstrup. Denne var i mange år en stærk drivkraft i musiklivet i Viborg, fra 1923-37 domkantor og klokker ved Odense Domkirke og fra begyndelsen af 1930’erne til 1936/7 sanglærer ved Sct. Knuds Gymnasium på Klostervej. Det var Jens Chr. Hæstrup, som i 1920’erne stiftede Odense Madrigalkor og var dirigent for Herrekoret Arion 1924-1937, begge kor, som Kai Senstius overtog. Det var også Jens Chr. Hæstrup, der som domkantor i 1930’erne stod på dirigentpodiet ved den årlige julekoncert i Odense Domkirke.
Kai Senstius indstuderede operetter og kantater bl.a. af Buxtehude. Orkestret sammensatte han af professionelle og amatørmusikere fra sit store netværk.
Den 15. og 25. marts 1940, få uger inden den tyske besættelse af Danmark, opførtes Senstius’ skoleopera ”Den danske Stil” i Industripalæet på Albani torv. Teksten var skrevet af gymnasiets historielærer, lektor Jørgen Hæstrup og handlede om gymnasieeleven Ole, som skal skrive en stil og i sine overvejelser om det valgfri emne undervejs er omkring historie og Napoleon, videnskab og vitaminer, pressen og sin sproglige samvittighed, Grammaticus mm..
Også ved indvielsen af Sct. Knuds Gymnasiums ny bygning 15. august 1940 sang eleverne – ud over ”Kong Christian” ved flaghejsning i skolegården – i aulaen ovennævnte Sct. Knuds Kantate, dog tilføjet en ny 4. af de i alt 5 satser, ”De unge mænd”, idet gymnasiet nu også optog drenge. Dette blev Senstius opus 23.
Det samme år, 1940, stillede ”Forældrekredsen” et pianette til rådighed til gymnasiets sangundervisning.
I 1951 dannede nogle af de ældre elever under Kai Senstius ledelse et lille ”frivilligt sangkor …. med én ugentlig prøve udenfor skoletiden”. Sct. Knuds Gymnasiums ”lille kor” havde prøve 2 timer fredag eftermiddag i gymnasiets sanglokale i kælderetagen.

Gymnasiekoret sang til forskellige lejligheder på gymnasiet og ved årlige korkoncerter i Industripalæet, hvor gymnasiekorene fra Svendborg, Nyborg. Odense Katedralskole og Sct. Knud hver kom med deres program. I de første år sang koret primært kirkekoncerter lokalt – i Senstius egen Vor Frue kirke, samt i Stige og Thomas Kingos kirke – og siden koncerter bl.a. ved Sorø Akademi, i Lund og i Harreslev, i april 1952 i De(n) Danske Skole(r) i Eckernförde og Rendsburg i Sydslesvig og i Viborg og Randers Statsskoler i april 1953. Koret udnyttede togturen med kupéprøver og tekstoverlæsninger.
Repertoiret var dels fra Studentersangbogen: ”Freude schöner Götterfunken”, ”Die Gedanken sind frei”, ”Gaudeamus igitur”, sange af Carl Nielsen, C.E.F. Weyse og N.W. Gade, ”Pans fløjter” af Høffding, Benzons ”Løvens part”, Schultz’ ”Aprilsvise”, sange fra Højskolesangbogen, Palestrina, Christmas carols, “What shall we do with the drunken sailor” og negro spirituals, der var noget meget nyt dengang.
I anledning af Sct. Knuds Gymnasiums 100-års fødselsdag 30. maj 1953 sang gymnasiekoret i aulaen en festkantate med musik af Kai Senstius: ”De første år”, opus 37. Teksten var af gymnasiets historielektor – og faste cellist i skoleorkestret – Jørgen Hæstrup, der i øvrigt som aktiv modstandsmand under krigen måtte ”gå under jorden” i en periode og siden videnskabeligt arbejdede med modstandsbevægelsens historie. Koncerten blev senere transmitteret i Danmarks Radio.

Det bør bemærkes, at Jørgen Hæstrup var fra et musikalsk hjem, selv altså en dygtig cellist, 1945-55 musikanmelder ved Fyens Stiftstidende, og at hans far netop var ovenfor omtalte domkantor og Senstius forgænger, Jens Chr. Hæstrup.
Det var efterkrigstid, så kordragt var slet ikke på tale. Korets piger sang i egne, hvide bluser og skjorter. Herrerne i hvid skjorte, sort jakkesæt og slips. At tiden var en anden fremgår f.eks. af flg. lille note fra Sct. Knuds Gymnasiums Årsskrift 1953-54: ”Skolens radio-grammofon gik i efteråret i stykker. Den var opslidt. En ansøgning i begyndelsen af november 53 om en ny har endnu ikke ført til et gunstigt resultat, hvorfor skolen det meste af skoleåret har måttet undvære dette for moderne musik- og sangundervisning nødvendige hjælpemiddel”… Kai Senstius gik på pension fra Sct. Knuds Gymnasium i 1958 og sad ved orglet i Vor Frue Kirke indtil 1959.

Referencer:
Sct. Knuds Gymnasiums Årsskrift fra 1940-41 til 1951-52.
Biografiskleksikon.lex.dk/Kai Senstius
Biografiskleksikon.lex.dk/Jørgen Hæstrup.
Arkiv.dk: Jens Chr. Hæstrup.
Korrespondance med tidligere medlem af Sct. Knuds Gymnasiums lille kor Ingeborg Gimbel (sopran 1951-54).
Finn Løkkegaard ”En indvandrer fra det jyske – erindringer fra min tid på Sct. Knuds Gymnasium, 1949-1952”, 150 års Jubilæumsskrift: http://intranet.sctknud-gym.dk › idrev › fag › Jubilaeum Odense Stadsarkiv: arkivalier vedr. Jens Chr. Hæstrup og Sct. Knuds Gymnasiums Kantate m.m.

