Syddansk Universitets Kammerkor (2002-2016)

Dirigent Saul Zaks (f. Buenos Aires, Argentina 19.2.1961)  

Saul Zaks blev født iArgentina og flyttede til Israel i 1977 i en alder af 17 år. Han tog uddannelse i direktion på solistklasseniveau i Jerusalemog mødte senere sin hustru fra Danmark, hvor de endte med at slå sig ned. I en årrække underviste Saul i musikteori, direktion og musikhistorie på Det Jyske Musikkonservatorium.

Efter en ansøgningsproces og dirigentkonkurrence/prøver i Sct. Knuds Salen i Domkirken med et felt af 10 potentielle dirigentkandidater i februar /marts 2002, blev Saul Zaks valgt til at lede koret. Samtidig med dirigentskiftet skiftede koret navn til Syddansk Universitets Kammerkor (SUK), idet universitet på det tidspunkt ændrede sit navn til Syddansk Universitet, SDU. Navnet ”Lillekoret” havde sin historiske baggrund. At koret nu var et ”kammerkor”, havde længe stået i vedtægterne, men blev nu også kaldenavnet – og signalerede måske noget mere internationalt.

Sideløbende med koret etablerede Saul i 2002 Syddansk Universitets Symfoniorkester, SDUSO, Danmarks første universitetssymfoniorkester, som et fuldt symfoniorkester af studerende og fakultetsmedlemmer, der samledes ad hoc til forskellige orkesteropgaver. Han udviklede orkestret til et imponerende niveau, som i 2014 indtog Carnegie Hall, New York. To år senere blev orkestret nomineret til en Latin Grammy i kategorien Best Tango Album.
I 2015 trådte Saul Zaks op på dirigentpodiet i Lincoln Center New York med urpremiere på argentinsk musik. Temaet var Tango Credo, og musikken foldede sig ud i koncertformatet Distinguished Concerts International New York (DCINY).
Orkestret blev nedlagt i 2016, da universitetet som en del af sine besparelser stoppede dets økonomiske støtte.

På listen af initiativer, hvor Saul både tager sig af rollen som kunstnerisk leder og dirigent, er også iværksætterprojektet Misatango Festival, en international korfestival med hovedsæde i Wien og med deltagelse af kor fra hele verden og argentinsk musik. I 2025 foldede festivalen sig ud på Sorbonne Université i Paris. 

Siden 2012 har han været kunstnerisk leder for den internationale musikkonkur-rence Summa Cum Laude International Youth Music Festival, der hvert år finder sted i Wien. Her mødes ungdomsorkestre og ungdomskor fra hele verden og dyster i forskellige kategorier, mens de får lov at optræde i Den gyldne sal i Musikverein.
Saul Zaks har skabt musikprojekter for at modvirke mobning blandt børn, arrangeret koncerter med musik fra de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, ligesom han var garant for, at det ukrainske børnekor Shchedryk Childrens Choir, Kyiv, i 2022 kom til Danmark for at give koncert.

Som en markering af Den Danske Kirke i Buenos Aires 100-års jubilæum udgav Saul i 2024 i samarbejde med det argentinske orkester Ensemble Tango XXI og konservatoriet i Buenos Aires CD’en ”Retrato del Carl Nielsen vol. 1” (Portræt af Carl Nielsen) med tangomusik arrangeret over motiver og temaer fra Carl Nielsen.

Under Saul Zaks skiftede koret ikke bare navn, men skiftede også prøvelokalitet til menighedslokalerne i Vor Frelser kirke på Ejbygade og fra 2011 Sct. Hans Kirke i Nørregade, fortsat med korprøve kl. 19-22 mandag aften. Nyt tøj blev allerede drøftet ved første plenum med Saul og Carsten Mollerup i april 2002, men i de første år optrådte koret fortsat i de grønne, koboltblå og turkis overdele og skjorter og sorte benklæder. Herefter blev det besluttet, at korets koncerttøj skulle være klassisk sort.

2010 Syddansk Universitets Kammerkor, Provence, Frankrig

Den første sats Saul introducerede for SUK var ”Cantilena” (Erland von Koch).
Syddansk Universitets Kammerkor var, som tidligere Odense Universitets Lillekor, fortsat fast indslag ved SDU’s Årsfest, ofte med overværelse af en repræsentant fra Kongehuset, sang ved universitetets HC Andersen Academy lecture og forskellige dimissioner, receptioner og specielle begivenheder på SDU, hvor koret fortsatte med at synge en del af det gamle Lillekors repertoire. Ved første årsfest 2002 viste koret dog allerede noget af den nye, sydamerikanske indflydelse med satser fra ”Missa Criolla” af argentinske Ramirez. Den første julekoncert i domkirken blev kaldt ”Den lyse nat” og havde udover satser af Nørgård, Poulenc, Taverner og Bortnjanskij, også satser af Ramirez på programmet – samt et par carols.
Lillekorets tradition med at holde julekoncert i Odense Domkirke fortsatte i de første år af Sauls tid, men afløstes efterhånden af julekoncerter andre steder, f.eks. i Sct. Hans kirke 2014, i 2015 i Silkeborg og i Hald Ege Kirke ved Viborg.

Nogle af korets ”hits” fra Saul Zaks tid var Latinamerikansk musik som ”Dulce embeleso” (Matamoros-Silva) og “A este sol peregrino” (Tomás de Torrejón y Valesco).
SUK uropførte værker komponeret til koret af bl.a. Bo Holten, Butch Lacy, Per Nørgaard, Thommy Anderson m.fl.

2012 Syddansk Universitets Kammerkor, Bornholms Kunstmuseum, Gudhjem

Sauls kreativitet, impulsivitet og nytænkning gav mange sjove og spændende oplevelser. Saul brugte enhver lejlighed til at skabe forbindelser med andre musikere og kunstnere og fik mange spændende samarbejder etableret. F.eks. optrådte koret i Farvergården på Kulturmaskinen i en danseforestilling, ”Wild Car Ballet” (med paraplyer og farvestrålende tøj) af den argentinske Ingrid Kristensen, sammen med hendes Danseteater i anledning af Dansens Dag. Korets opgave var at indgå i forestillingen med sin tilstedeværelse i forskellige formationer og med et lydtæppe af danske børnesange. En anden anderledes opgave fik koret i Odense Zoo, hvor det sang et særligt program af sange om dyr, foran akvariet med pingviner. Der blev også forsøgt arrangeret en koncerttur til Rom i anledning af Pave Frans’ 80-års fødselsdag i december 2016. Pave Frans var af Argentinsk herkomst (og elskede iflg. Saul – ud over tango – fodbold og Messi!), og ideen var at lave en koncert, der forenede musik af kristen, jødisk og muslimsk oprindelse for Paven. Det blev desværre ikke til noget, da Vatikanets ambassade pænt takkede nej…

Sauls Zaks’ argentinske herkomst, hans sydamerikanske og internationale baggrund gjorde at repertoiret under hans energiske ledelse var meget internationalt med værker fra bl.a. Sydamerika, Europa, men også Rusland, Israel og Japan.
Sauls tilknytning til det internationale miljø i den Internationale klub og tilknytningen til SDU gjorde også, at der i hans dirigentperiode var tilstrømning af en del yngre, udenlandske sangere, som sang med SUK i typisk 2-3 år, mens de var studerende i Odense. Enkelte slog sig ned og vedblev at synge i SUK.  Blandt korets sangere var studerende fra Sverige, Norge, Spanien, Tyskland, Canada, Sydafrika, Irland, Italien, m.fl. repræsenteret. En julekoncert i den periode blev kaldt ”Vores jul”, hvor de enkelte udenlandske yndlings-julesange blev præsenteret af sangere af de forskellige nationaliteter. 

Sauls internationale musikalske kontakter gav også mange spændende oplevelser med rejser og samarbejder med internationale musikere.
I juli 2005 var SUK på 3 ugers koncertturné i Sauls hjemland Argentina, hvor koret optrådte i den Danske Kirke, Instituto Hans Christian Andersen og Teatro Colón i Buenos Aires, i kystbyen Necochea, Tres Arroyos i Argentinas pampas og i den danske koloni El Dorado i junglen bl.a. med tur til Iguazú vandfaldene. På programmet var såvel argentinsk musik af Astor Piazzolla (bl.a. Chiquilin de Bachin, La muerte del ángel), J. S. Espinosa og E. Falú som sange af Carl Nielsen, C.E.F. Weyse og tekster af H.C. Andersen.
I august/september 2007 deltog koret i 28’e Festival International De Cant Coral Catalunya Centre i Castellebell, Sallent og Puig-Reig i det centrale Catalonien.

I 2008 (Kristkirken, Kolding) og igen i 2011 (Koldinghus) opførte koret den cubanske messe, Misa Cubana (José Vitier) i samarbejde med Syddansk Universitets Symfoniorkester og professionelle solister (Signe Asmussen, Elvio Bravo m.fl.).
I 2010 deltog koret 1. gang i den internationale korfestival i Collobrieres, La Seyne sur Mer og Flayosc, Provence, Frankrig arrangeret af organisationen Choral Events. Koret deltog i festivalen 2 gange, i 2016 (Saint-Maximin-la-Sainte-Baume) og 2022.

2013  Syddansk Universitets Kammerkor på SDU med komponisten Morten Lauridsen

I 2012 var koret på turné på Bornholm og sang bl.a. på kunstmuseet i Gudhjem.
Koret havde i 2013 besøg af den amerikanske komponist Morten Lauridsen i forbindelse med fremvisning af filmen ”Shining Night” i Cinemateket i København. Filmen portrætterer Lauridsen og hans hjemegn, en lille ø vest for Vancouver, og fortæller, hvordan naturen dér inspirerer ham til at komponere. Koret gav en lille koncert med Lauridsen ved flygelet og bl.a. ”O nata Lux” på programmet, denne blev gentaget på SDU. Saul og en mindre delegation fra koret ledsagede Lauridsen til Møn, hvor han havde et ønske om at besøge Fanefjord Kirke, idet hans slægt stammer fra dette område.

I 2014 havde koret et samarbejde med den argentinske komponist og pianist Martin Palmeri og argentinske musikere og solister, med hvem koret opførte ”Misa TangoMisa a Buenos Aires” ved flere lejligheder. Først 3 gange i Danmark (Odense, Kolding og Sønderborg) og derefter i selveste Carnegie Hall, New York, som en del af et kæmpe kor med deltagelse af kor fra hele verden. Projektet blev støttet af den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen.

2014  Syddansk Universitets Kammerkor synger Misa Tango i Sankt Hans Kirke, Odense

I anledning af 150-året for Carl Nielsens fødsel gennemførte koret i 2015 en omfattende koncertrække i samarbejde med den israelske fløjtenist Hagar Dagan og harpenist Anette Gøl Seligmann.

Som en konsekvens af regeringens sparekrav til landets universiteter valgte Syddansk Universitet, SDU i maj 2016 at nedlægge sit symfoniorkester og Syddansk Universitets Kammerkor. Korets femogtrediveårige tilknytning til universitetet og Saul Zaks’ dirigentstilling blev, sammen med den økonomiske støtte, opsagt med øjeblikkelig virkning. Meldingen kom som et stort chok for Saul og koret, og al prøveaktivitet blev indstillet.

Koret havde på det tidspunkt en planlagt deltagelse i en korfestival i Provence, Frankrig, samt en korrejse med koncert til Læsø. Koret mødtes en enkelt gang for at holde korprøve inden afrejsen til Provence og gennemførte begge ture.
Som konsekvens af manglende økonomisk ramme valgte Saul Zaks at stoppe som dirigent for koret. Syddansk Universitets Kammerkor sang for sidste gang for universitetet i anledning af den japanske forfatter Haruki Murakami’s besøg i anledning af dennes modtagelse af H. C. Andersens Litteraturpris oktober 2016. Programmet omfattede ”Shima e” af T. Takemitsu og ”Hist hvor vejen slår en bugt” af J.C. Gebauer og tekst af H.C. Andersen.

Referencer:
Interview med Saul Zaks af Rachel Einarsson,Klassisk Bureau 18. jun. 2024”Hvis du ikke bider, så ti stille”
Henrik Christensen.com 29. apr. 2014: ”Glæden ved at synge i kor”.
Kormedlemmers førstehåndsudsagn.